Søndag den 23. februar 2025
Summarisk referat fra Bådelaugets Generalforsamling søndag den 16. februar 2025
Formand Søren Nielsen kunne byde velkommen til 24 fremmødte og udtrykte ønsket om en god generalforsamling.
Første punkt på dagsordenen var valg af dirigent og formanden foreslog Morten Olsen, som blev valgt med akklamation.
Efter et enkelt spørgsmål om antallet af nødvendige stemmer konstaterede dirigenten, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og beslutningsdygtig.
Herefter fik formanden ordet for beretningen for 2024.
Formanden takkede bestyrelsen for den gode og store indsats i det forgangne år; særligt fremhævede formanden Jytte, Lars, Birte og bestyrelsen for at have givet vores klubhus en pæn facade, så vi ikke bliver omtalt som den grimme ælling. Malingen blev finansieret af et af vore trofaste medlemmer – mange tak for det.
Formanden talte også om de noget trange kår for frivilligt arbejde: ”For som vores Konge og landstræner i håndbold siger, vi skal være glade for alle dem, som deltager i frivilligt arbejde”. Underforstået så kan flere hænder godt bruges på at vedligeholde vores klubhus. Vi må så også huske hinanden på, at hvis der ikke er frivillige nok som deltager, skal vi i fremtiden betale for at andre kommer og laver arbejdet og det jo koster en form for penge.
Vi har strammet op på vilkårene for at være i klubhuset – husk at det er medlemmernes klubhus – og så er der indført rygeforbud indendørs.
Så har vi som altid haft mange gode aktiviteter, både private og dem som klubben står bag, lad os forsætte med det, og alle er velkomne med nye tiltag. Vi fik så også i år nyt klæde på billardbordet, til glæde for dem som spiller og måtte bidrage i form af skæve; Kaspers kasse har betalt resten. Og dejligt at Peter passer på det.
Klubhuset har Kasper styr på, og vi må ikke glemme, at alting stiger, selv lokumspapir og andre fornødenheder, som betales af hans kasse.
Peter, du skal også have en stor tak for, at du passer på vores klub og klubhus.
Hvad vil 2025 så bringe?
Skuret trænger til en ordentlig omgang og det skal ses i forbindelse med et rygerum og at en overdækning af noget af terrassen kunne optimere vilkårene for at grille – ca. kr. 20.000
Vores gulve skal også have en tur, så de kan holde i mange år mere – ca. kr. 7.000
Vi valgte sidste år, at vi skulle stige 100 kr. i kontingent, hvilket har medfinansieret de kr. 45.000 til nye vinduer og en dobbelt dør. Noget er monteret og resten vil blive det, når der er folk, som har tiden til det.
Om et par år skal vi have skiftet del af vores facader, og der kommer jo andet som trænger til en kærlig hånd.
Der er visse udgifter vi ikke kan slippe for og det omhandler husforsikring med kr. 12.500, bådforsikring med kr. 22.500 (kommer ind igen) som omfatter 75 både, el med kr. 14.000 og vand med kr. 4000.
Vi har økonomi til det ovenfor anførte. Så ja, vi er en klub med en sund økonomi, fordi vi har set fremad og ikke har ladet alt sejle. Og vi har en buffer til uforudsete udgifter.
Hvad er vores vision for 2025:
- At få de omtalte projekter sat i gang, og andre gjort færdige.
- At man bakker op omkring de aktiviteter som private eller klubben står bag, og nye tiltag modtages.
- At vi får mange hyggelige timer sammen, så Bådelauget vil være stedet, hvor man nyder at komme.
I forhold til Frederiksværk Havn finder jeg det nødvendigt at pointere, at det næste ikke omhandler vores klub som sådan, men os andelshavere. Vi har fået en ny havnefoged, som jo gør, at nye vinde blæser.
Det bliver noget dyrere at være i havnen, idet vi skal nu betale for strømmen, når vi ligger i vandet – noget som tidligere har været en del af vores kontingent.
De kæder, som holder vores broer, er ved at blive udskiftet, da mange var rustet væk.
Vi skal have udskiftet en del træværk på broerne, så som pælene også har set deres bedste tid.
Alt dette gør desværre, at vi kommer til at stige i kontingent.
Man kan vælge at smile, og sige til sig selv, at vi har sparet penge på mangel af vedligehold, men vi får nu regningen for det – om det er en god eller dårlig forretning, kan man kun gætte på. At se bort fra vedligehold af broer, i stedet for at det var kommet i små bidder og ikke som nu en stor mundfuld, hvor alt skal udskiftes på en gang, giver derfor en meget stor regning på det.
Formanden meddelte til kassererens store overraskelse, at Niels Gregart er udnævnt til æresmedlem som tak for indsatsen gennem mange år. Niels takkede ydmygt.
Dirigenten spurgte, om der var bemærkninger til formandens beretning, hvilket der ikke var og beretningen blev godkendt med akklamation.
Regnskabet
Kasserer Niels Gregart fremlagde det reviderede regnskab, hvilket ikke affødte hverken kritiske spørgsmål eller bemærkninger, hvorefter regnskabet blev godkendt med akklamation.
Indkomne forslag.
Der var indkommet et forslag fra Jens W. Jørgensen om offentliggørelse af klubhusbestyrerens kasse/regnskab.
Bestyrelsen redegjorde for, at vi jf. vedtægternes § 6, stk. 7 har en ”kontrakt” med klubhusbestyreren Kasper Sørensen og at Kasper afrapporterer til bestyrelsen hver gang, der er bestyrelsesmøde f.s.v.a. arbejder på klubhuset, vedligeholdelse, indkøb mv. samt den dertil hørende økonomi. Der foreligger ikke et egentligt regnskab, men det tilstræbes, at der er en arbejdskapital på 5-7.000 kr., idet det ikke skal være en sparekasse – dette er bestyrelsens holdning og beslutning.
Der var herefter forskellige meningsudvekslinger, hvilket ikke bragte forsamlingen i retning af en afstemning.
Debatten afsluttedes med, at det blev oplyst, at medlemmerne er velkomne til at møde op den første halve time af bestyrelsesmøderne og her få yderligere information.
Fastsættelse af takstblad.
Bestyrelsen havde foreslået uændret takstblad med kr. 100 i indmeldelsesgebyr, kr. 500 i årligt kontingent, kr. 100 i rykkergebyr, hvilket blev godkendt af generalforsamlingen. Den kollektive ansvarsforsikring er steget og præmien for 2025 udgør kr. 22.538 og fordelt på 75 forsikrede, svarer det til kr. 300 – forsamlingen godkendte forsikringspræmien på kr. 300 årligt.
Valg til bestyrelsen.
Søren Søgaard og Niels Gregart var begge på valg – begge blev valgt med akklamation. Dirigenten spurgte, om der var nogen, der ønskede at stille op til den ledige bestyrelsespost – det var ikke tilfældet, så posten står nu ledig.
Valg af suppleanter.
Pia Winther var på valg; Pia genopstillede og blev valgt med akklamation.
Erling Manggaard ønskede ikke at genopstille.
I stedet stillede Jytte Søgaard sit mandat til rådighed og blev valgt med akklamation.
Valg af revisorer.
Helle Harder og Sanne Gregart var begge på valg, men genopstillede – de blev begge valgt med akklamation.
Eventuelt.
Søren Nielsen var bragt i forslag som Bådelaugets emne til A.m.b.a. bestyrelse, hvilket generalforsamlingen bakkede op om.
Pia Winther bad om ordet og talte indgående om at opretholde en god ånd og tone i klubhuset; vi skal værne om den hygge, der er i klubhuset og som vi har været vant igennem mange år.
Lars Arnesen bad også om ordet og rettede en skarp appel til forsamlingen om at værdsætte det arbejde bestyrelsen frivilligt udfører – i særdeleshed fremhævede Lars klubhusbestyreren Kasper Sørensen, som qua sin forretning som tømrer altid stiller op med sin ekspertice, arbejdskraft, søm, skruer, værktøj og lift, når det er påkrævet, uden at det koster Bådelauget noget. Frivillige hænder er en mangelvare!!
Kassereren gjorde opmærksom på kontingentindbetaling, som finder sted søndag den 9. marts og søndag den 16. marts, begge dage kl. 1000-1300.
Hermed var dagsordenen udtømt og dirigenten leverede generalforsamlingen tilbage til formanden, som takkede dirigenten og forsamlingen.
_____________________________ ________________________________
Niels Gregart Morten Olsen
Referent Dirigent
Herefter var der naturligvis sild, ost, øl, vand, brændevin – også til dem der ikke lige havde nået at skrive sig på listen – og nogle hyggelige timer i dit klubhus, som vi plejer.